På det seneste har jeg følt den velkendte vinter-melankoli snige sig ind på mig. Normalt ville den for længst have gjort sit indtog i mine tanker, men af en eller anden grund ventede den denne gang. Muligvis på det rette tidspunkt, en dag hvor jeg sad alene hjemme og ikke umiddelbart havde planer og stirrede lige de ti sekunder længere ud af vinduet end sædvanligt der skulle til, for at den kunne snige sig ind og bide sig fast.
Nu er det ikke fordi jeg så kravler under dynen og bare venter på at forårs solen skal smelte den ud af mig, nej da… Jeg kan nemt abstrahere fra den i de travle hverdage og de til tider endnu mere travle weekender. Nogle gange, bruger jeg den til at være kreativ eller på en eller anden anden måde bruge den til noget. Men, så er der de små huller ind imellem. De øjeblikke hvor jeg giver efter og lader den omfavne mig som en dyne og tillader den at lamme mig. Så sidder jeg og stirrer ud af vinduet, tilsyneladende formålsløst. Men det er ikke formålsløst overhovedet. Jeg har brug for de små øjeblikke, for at kunne klare resten af øjeblikkene. Jeg ved at så mange ville se det som en svaghed - det gjorde jeg selv engang… Indtil jeg begyndte at observere.

Jeg begyndte at kigge på folk, fremmede folk. I tog, busser,  biblioteker. Det er muligt at jeg ser det jeg vil… Men jeg kan sværge at jeg nu og da i et af de fremmede ansigter, ser et øjebliks fredfyldt hverdags-melankoli. Bare et øjeblik. Og hvilken ro det dog giver mig. At det er noget vi er så fælles om, du og jeg og alle de andre, eller, de fleste af os i hvert fald…

Så føler du dig lidt vinter-melankolsk, så skal du ikke blive så bekymret, det er ikke nødvendigvis fordi du snart vil blive væltet omkuld af en forfærdelig depression-storm, men nærmere fordi at det er koldt og vådt og fordi du er menneskelig… Ligesom os andre.

Jeg ved at rygterne har fyget længe og nu er det på tide jeg siger det, som det er (og officielt): Jeg er bi.
- Hvad? Hvad siger du? At der ikke var nogen, der snakkede om det? At du er ret ligeglad? At det ikke er noget specielt og at alle havde regnet det ud i forvejen?

- Åh… jamen… Nå. Jamen, det var da godt, for eh, jeg vil jo også bare have retten til at være mig selv og ikke skulle tænke over hvad jeg siger og… Og… Hallo? Er der nogen der lytter?”

Ak ja… At ’springe ud’ var, mildest talt, ikke ligefrem det eventyr, man kunne have troet (læs: håbet). Faktisk var det alt andet end eventyrligt. Da jeg først fik mig snøvlet frem til officielt at erklære, at jeg altså var biseksualitet, var jeg nemlig i et fast forhold med en fyr!
Alt, der havde med the ladies at gøre, var foregået bag lukkede døre, så det var ret begrænset, hvem der direkte kendte til min mulige biseksualitet.
Jeg tror ganske simpelt ikke folk regnede det for noget særligt, at jeg nu stod der, med mit lange blonde hår og min mandlige faste kæreste i hånden og begyndte at snakke om biseksualitet, en verden udenfor de binære køn og hvad jeg ellers fik prellet af i de to sekunder, den erklæring fangede folks opmærksomhed. Og hvorfor skulle de da også så meget som blinke en ekstra gang over det? Jeg ville jo lige netop gerne bare accepteres og jeg troede dengang, som jeg stadig gør, mere på en “normalisering” af såkaldte alternative seksualiteter, end jeg tror på at skulle være noget særskilt og anderledes. Så hvorfor min frustration?
Måske var det den følelse jeg fik, af at min kamp (omend lille) for at samle mod til at ytre ordene “Jeg er biseksuel” ikke lod til at imponere nogen det mindste og derfor var der heller ikke hverken opmuntrende knus eller stolte klap på skulderen at hente nogetsteds fra. (Måske lidt fra mine forældre, men jeg tror de er stolte af mig uanset hvad, så det tæller ikke helt.) Måske fordi jeg var bange for, at folk troede, det var en idé jeg havde fået, som ikke var ægte og oprigtig og at det ville gå over efter noget tid - fordi jeg var (og stadig er) i et forhold med en fyr. Han accepterede det forresten meget hurtigt og tog bare den del af mig ind med åbne arme, som han også har gjort med alt andet ved mig.
Men hvor var erkendelsen, kampen, anerkendelsen, modstanden… Noget af alt det, jeg følte, jeg måske var blevet lovet. Var jeg blevet snydt? Hvor var pakken med badgets og velkomstfolderen, om at nu tilhørte jeg reelt den voksne klub, hvor man står ved hvem man er og åbent lever sit liv og sin personlighed ud? Hvor var festen og flagene?
Ok, jeg må indrømme flere af mine bi- og homoseksuelle venner var thrilled, da det “endelig skete”, men selv deres jubelråb forstummede ret så hurtigt…

Suk… Som så mange andre i samme eller lignende situationer måtte jeg erkende at der ikke kommer nogen pakke, nogen fest eller nogen flag (ikke engang en sølle printet T-shirt får man tilsendt). Der sidder ikke nogen og registrerer hver gang man kommer til en erkendelse om sig selv, vælger at stå ved den og modigt deler den med verden. Man må finde den store glæde ved det i sig selv - hvor man også fandt alt det andet. Og måske er det godt nok at det er sådan. Måske holder den glæde længere end festen ville… Måske er det bare en selv, man skal imponere. Og hvem har brug for en printet T-shirt, når et smil, en rank ryg og en bevidsthed om sig selv klæder en så meget bedre?

Så mit råd til alle jer små gul/sort stribede bi’er og andre derude - just do it! Det føles fantastisk! (Efter noget tid )

Kære elskede!

Hvis du var en sø, ville jeg gerne bo i dig. Sådan for real. Og når det regnede, ville jeg bakse forvirret rundt og prøve at holde så mange dråber væk som muligt, af frygt for at du ville blive så fortyndet, at du ikke længere ville være den samme sø, som jeg elsker så højt.

In real life ved jeg du aldrig ville kunne blive fortyndet. Du er så meget den ægte vare, at jeg, efter at have fået dig, ved jeg aldrig ville kunne nøjes med et blandingsprodukt.
Du er så smuk og ren og på samme tid så fuld af farver og så dirty…

Det kan godt være det er en noget spøjs kærlighedserklæring, men den er ægte og lige fra min hjerte (eller, teknisk set min hjerne, men det andet lyder bare så meget bedre. Det er bare så typisk mig at være bevidst om at følelser ikke sidder i hjertet. Jeg ville nok nærmere tro de sad i maven, hvis de da skulle “sidde” noget andet sted end i hjernen. Åh, jeg bliver næsten sulten af at tænke på mave og følelser… Og nu røg jeg af sporet igen!)

Du er den eneste der giver mig lyst til i det mindste at prøve at holde mig på sporet, på flere planer. Du giver mig lyst til at tænke mine tanker til ende. Til at ende der, hvor tankerne fører mig hen. Til at turde tænke i andre baner. Til at bane vej for mine drømme…
Og du er en drøm i dig selv. Den yderst sjældne slags, man ikke behøver at sove eller være mentalt fraværende for at opleve. Den slags, der ændrer ens liv. Den slags, der folder vingerne ud og beskytter en i regnvejr af ren kærlighed.

Jeg elsker dig Baby!

Og nu sidder du, kære læser, måske og tænker hvad du kunne bruge dette til?
- Det ved jeg da virelig ikke! Til at konstatere at kærlighed er smuk? At det eksisterer? Til at blive inspireret til selv at komme med en kærlighedserklæring, måske? (Uh, det var faktisk en god idé, gør det!)
Uanset hvad, så håber jeg også det bragte lidt smil, glæde eller/og varme ind i dit hjerte (eller… teknisk set din hjerne)
Gå ud og spred kærligheden!

Hassely

Julie & Julia - tak for en, omend inddirekte, tiltrængt inspiration/spark i min bagdel!
3, 2, 1… Nu!

Og det sker… For mig. Ret ofte, i dårlige perioder. Men altid når det ikke er gået op for mig selv at det er en knap så god periode. Det kommer altid frygteligt bag på mig og jeg ved ikke om det er mit ellers generelt positive livssyn eller min stædighed jeg skal bebrejde.
I dag skulle det så ske på badeværelset. Endda foran spejlet. Jeg var kommet lidt for sent i bad, selvom jeg var stået op i okay tid, jeg har lagt make-up’en på (og for en gangs skyld drillede mascaraen ikke - jeg burde have regnet ud at det held havde en pris) og jeg er ved at fjerne de minimale upsere af sorte pletter over øjet med en vatpind, da det sker. I radioen kører P3s klimax radio og de er ved at spille Michael Jacksons Heal the world. Programmet handler om at spare co2 og tænke på miljøet og jeg når lige at tænke fornøjet at det gør jeg da nogenlunde og så…
Jeg rækker ned efter en ny vatpind, da jeg kommer til at puffe til hele boksen og alle ca. 250 vatpinde falder ned - ikke på gulvet - men på det der fugtige stykke mellem toiletbrættet og væggen. Et eller andet sted indeni mig er der noget der går itu og en lille pige, der kryber sammen i fosterstilling i min mors favn, men i virkeligheden er jeg 21 år gammel, bor ikke hjemme og er alene i lejligheden. Jeg stirrer på vatpindene længe nok til at blive bevidst om at det her er øjeblikket og i samme sekund som de skifter til “Knap en bajer op” i radioen bukker jeg mig ned og begynder at skrabe de våde vatpinde ned i boksen, imens jeg mumler “Pas på miljøet, godt gået smarte!”
Og så ser jeg mig i spejlet og kan ikke lade være med at grine, for det er koldt og vådt og jeg har en lang dag foran mig og jeg er bagud med alt det jeg skal, det bliver en hård weekend og jeg savner at holde om min kæreste under den varme dyne om morgenen, snakke og drikke kaffe med vennerne og sidde ved bordet og spise varm mad med familien, men nogle gange, når ens verden falder lidt fra hinanden, er det eneste rigtige at gøre bare at grine af sig selv i spejlet og så smide de vatpinde ud og håbe på bedre vejr imorgen…

(OBS - der er spoilers i denne anmeldelse)

Før jeg lader dig ind i mit sind, for at se hvordan ovenstående film ser ud derinde fra, vil jeg gerne påpege at: nej - jeg har ikke læst bøgerne! (I modsætning til mange af de andre, der har anmeldt denne film).

Faktisk så jeg først “Mænd der Hader Kvinder” præcist fire dage før, jeg tog i biografen og så “Pigen…”.
Første film fangede mig på en vis, jeg ikke havde forventet - selvom jeg fandt Lisbeth en, skal vi kalde det, en smule forudsigelig, så spillede skuespilelrne virkelig godt og den dystre, kolde følelse, der krøb ind over mig, er et bevis på at filmen er lavet godt.
Derfor var det med stor glæde, at jeg tog ind og så “Pigen…”, men jeg prøvede dog ikke at forvente for meget, da jeg mener man skylder enhver film at prøve at have så “ren” en tilgang som muligt til den.
Jeg endte med at gå ud af biografen med noget blandede følelser - på den ene side var der mange gode ting ved filmen, bl.a. fantastisk godt skuespil. Specielt imponeret er jeg over den mandlige hovedrolle, der flere gange i filmen virkelig formår at udtrykke sin karakters følelser og sindstilstand med et enkelt blik eller simpel brug af kropssprog. Så er der også en lesbisk scene mellem Lisbeth og hendes elskerinde, som ikke bliver for pornoficeret eller kliche og jeg er jo altid fortaler for at der kommer flere scener omhandlende homo-, trans- og biseksualitet realistisk og om ikke andte respektfuldt. Derudover er historien, det meste af tiden, interessant, fængende og dynamisk.
Men! - og dette er for mig, det der gør at jeg ikke vil give denne film begge thumbs up - at Lisbeths far er den ultimative bad guy i filmen er til at leve med (og måske en smule for forudsigeligt), men at den store gorilla, der er ude af stand til at føle smerte, er hendes halvbror og faderens hjælper, er næsten for meget. Streg det - det ER for meget. Midt i at jeg sad og levede mig dybt ind i Lisbeths kamp, blev jeg pludseligt pga. netop ovenstående mindet om at jeg sad og så en film og lænet tilbage i sædet igen, begyndte mine tanker at vandre alle mulige andre steder hen, end ind i Lisbeths hovede, hvor de elelrs havde været i scenerne op til og hvor spændningen havde tag i mig.
Som en veninde så korrekt sagde efterfølgende var det “næsten for James Bond agtigt”, med halvbroderen og faderen som gorillaen og den onde skurk.

Dog vil jeg opfordre alle til at se filmene, da de, om ikke andet, er interessante på flere planer. De tager emner som misbrug, selvtægt, seksualitet, vold og sandhed op. (De har endda fået undertegnede til at overveje om man ikke skulle læse bøgerne en dag).
Jeg er der også i sædet, når “Luftkastellet der blev sprængt” når til biograferne - og det er ikke kun, fordi slutningen i  “Pigen er legede med ilden” ikke var en særlig tilfredsstillende en.

God fornøjelse!

Det bedste du kan give mig
Du kære medmenneske
er en lille del af dig
så åben dine stærke arme
Luk op for din uimodståelige charme
Åben dit hjerte, din hjerne og dit sind
Og luk lidt sensommer kærlighed ind
Det kan godt værre dette lyder banalt og plat
Men kig din sidemand i øjnene og tag godt fat
Og før end han kan nå at synes du er lidt klam
Så giv ham et oprigtigt og kærligt kram
Så spreder vi lidt Love og måske også lidt fred
Åben dig op og lad de andre være med
På den måde bliver her lidt rarere at være
Og de triste og sure kan lære
At et fællesskab i glæde og smil
Kan føre os længere end blot et par mil

Kom frisk, kom glad,
Flyt dig, fra hvor du sad
Se verden og de andre med nye øjne
Glem alt om had og mistro og løgne
Om ikke andet, så blot for en dag
Det burde være nok, til at sprede lidt velbehag
Og nu når vinteret snart kommer
Og de fleste efterhånden har godt tomme lommer
Har vi brug for hver enkelt solstråle vi kan skabe
Og hvis vi satser på kærligheden, kan vi umuligt tabe!

Tag det som en opfordring!!

Kærlige knus og varme tanker til jer alle!
Du ændrer verden ved at starte med dig selv…
Hassely

Med sved på panden (og andre mindre tiltalende steder jeg ikke vil nævne her), nåede vi det fakisk i god tid - The other Tour, den alternative kanalrundfart, hvor manuskriptet til er skrevet af kunstnergruppen Kvinder På Værtshus (af de fleste der kender dem, sandsynligvis forbundet med lettere feministisk prægede holdninger).
I flere dage, lige siden jeg læste om turen på aok.dk, har jeg ikke talt om meget andet og jeg glædede mig meget til turen, da en kombination af kanalrundfart og historier om menneskers kamp for retten til at være den de er og leve deres liv på den facon, der føles naturlig for dem, kun kunne være en succes! - og det var det faktisk også!

Jeg har intet at sætte en finger på ved selve manuskriptet eller turen - vejret var godt, guiden var veloplagt (og endda med et manus, hun kun lige havde fået kastet i hånden, formåede hun at fortælle om tingene med indlevelse), jeg havde min kæreste og mine forældre med og vi var alle glade, nysgerrige - og de eneste fire mennesker i båden!!! (Udover en pressefotograf fra Politiken). Jeg vidste godt at der nok ikke ville være ligeså mange med, som på de traditionelle kanalrundfarter, men at der kun ville være os fire - og en, man må formode blev betalt af sit arbejde for at være emd og tage billeder, det kom dog bag på mig. Og sikke dog en skam!
Historierne, man hørte på denne tur er præcis ligeså vigtige og betydningsfulde for vores kulturs og samfunds udvikling som de historier, man hører på de andre ture. Vidste du f.eks. at den internationale Kvindedag blev grundlagt i Danmark? Eller at der, hvor Lagkagehuset nu ligger på Christianshavn, var der engang et kvindefængsel, hvor kvinder sad inde for f.eks. bare at have fået en abort? Eller, vidste du at det første same sex registrerede partnerskab var mellem to danske mænd, der havde kæmpet for deres ret til at vise deres kærlighed i flere år? (og at vi skylder dem stor tak for ders kamp i dag!!) Eller hvor meget ved du om Christania?
Vidste du alt det ovenstående? Eller gjorde du ikke? uanset hvad, så und dig selv den hyggelige, læringsrige oplevelse at tage på The Other Tour! Billetten gievr også indgang til udstillingen Værker der Virker i Charlottenborg Kunsthal lige ved (som jeg desværre ikke har set, da de har lukket mandag! - men hvis du har, så skriv gerne her hvordan det er!).

Jeg håber flere vil tage denne opfordring til sig og skynde sig at tage på The Other Tour. Den kører frem til d. 30. august hver dag fra 14.45, så der burde være en sandsynlighed for at man kan nå det (læs: ingen undskyldning!)
God fornøjelse!

Til alle de, der stadig døjer med tømmermænd eller glimmer i håret: Tak for en god fest! Vi ses derude!!

Og hvad så nu?
Nu sidder udnertegnede her og mindes med glæde dagene i den forgangne uge og skæver nug og da over til tv skærmen, hvor man kan høre diverse udtale sig positivt om ugen, der emd åbent hjerte, fejrede retten til at elske.
Men men men - bare fordi at glimmeret og de multifarevde flag har lagt sig for denne gang, betyder det bestemt ikke at diskussionen er ovre. Vi skal ikke slumre bort, medierne skal ikke smide emner som hatecrimes, homo- bi- og transseksuelles rettigheder, vilkårene for folk med “alternativ” seksualitet i udlandet osv ud af søgelyset, bare fordi det ike lige er det, der fylder gadebilledet. Det er vigtigt vi stadig gør opmærksom på vigtige sager/emner og kontsant er klar til at hæve multifarve-flaget, når der er brug for det (og i glædens og kærlighedens navn, når der ikke er!)

Er en uge ikke nok, skal vi ikke lige have ro for alt det homo-halløj nu?
Indrømmet - lige nu skal jeg ikke ndye mere af omfavnende, kyssende bøsser, der løfter en, knuser en, kysser en og i det hele taget bare er meget fysisk kærlige - ikke at der er noget galt i det, de er søde og kærlige og kælne på en naturlig måde, men hvis man, som jeg, normalt ikke praktiserer fysisk kontskt til fremmede og bekendte i så høj grad, så kan det virke overvældende. Men det var dejligt at mærke kærligheden og hvert et knus er værdsat og gemt i mit hjerte.
Fokus på emner vedrørende homo- bi- og transseksualitet kræver heller ikke nødvendigvis høje stiletter, store parykker og korthårede piger med hængerøv og boxershorts. Den forgangne uge fejrede vi retten til at elske, nu er det tid til at brede budskabet og kæmpe videre, tale mere, få flere emner op i medierne og gøre mere opmærksom på den virkelighed der er, udenfor den verden hvor de binære køn dominerer.

Det var en god uge, det var en god fest…
De kom, de så, de fejrede…

Og vi fejrer til stadighed, hver dag…