Så kom den…
Den store altfortærende snestorm, der beklædte bygningen overfor med et fint forhæng af fygende sne - og som gav undertegnede snefri. Åh, suk…

På det seneste har jeg følt den velkendte vinter-melankoli snige sig ind på mig. Normalt ville den for længst have gjort sit indtog i mine tanker, men af en eller anden grund ventede den denne gang. Muligvis på det rette tidspunkt, en dag hvor jeg sad alene hjemme og ikke umiddelbart havde planer og stirrede lige de ti sekunder længere ud af vinduet end sædvanligt der skulle til, for at den kunne snige sig ind og bide sig fast.
Nu er det ikke fordi jeg så kravler under dynen og bare venter på at forårs solen skal smelte den ud af mig, nej da… Jeg kan nemt abstrahere fra den i de travle hverdage og de til tider endnu mere travle weekender. Nogle gange, bruger jeg den til at være kreativ eller på en eller anden anden måde bruge den til noget. Men, så er der de små huller ind imellem. De øjeblikke hvor jeg giver efter og lader den omfavne mig som en dyne og tillader den at lamme mig. Så sidder jeg og stirrer ud af vinduet, tilsyneladende formålsløst. Men det er ikke formålsløst overhovedet. Jeg har brug for de små øjeblikke, for at kunne klare resten af øjeblikkene. Jeg ved at så mange ville se det som en svaghed - det gjorde jeg selv engang… Indtil jeg begyndte at observere.

Jeg begyndte at kigge på folk, fremmede folk. I tog, busser,  biblioteker. Det er muligt at jeg ser det jeg vil… Men jeg kan sværge at jeg nu og da i et af de fremmede ansigter, ser et øjebliks fredfyldt hverdags-melankoli. Bare et øjeblik. Og hvilken ro det dog giver mig. At det er noget vi er så fælles om, du og jeg og alle de andre, eller, de fleste af os i hvert fald…

Så føler du dig lidt vinter-melankolsk, så skal du ikke blive så bekymret, det er ikke nødvendigvis fordi du snart vil blive væltet omkuld af en forfærdelig depression-storm, men nærmere fordi at det er koldt og vådt og fordi du er menneskelig… Ligesom os andre.